1970 april Kontaktudvalg på Kollegiet Kontaktudvalget i Jyderup satte i går et særdeles festligt punktum for sæsonen, vinterens arrangementer for sognets ældre, og endnu en gang havde Realskolens Kollegiet på Søbæksvej, gæstfrit stillet salen til rådighed. Forstander Peter Hehnel og frue var indbudt som æresgæster. Formanden for Husmoderforeningen for Jyderup og Omegn, fru Anna Møller Hansen, bød velkommen til de ca. 80 gæster, og man sang, "Velkommen lærkelil". Fru Annemarie Petersen, Ellebjerg musicerede ved klaveret og akkompagnerede til sangene. Anden musikunderholdning var også i gode hænder hos spillemanden "Peter Post" fra Akselholm. Overlærer Vang Petersen glædede igen deltagerne med at uddele sange til brug for at "få rørt lungerne" Skole hjem Der blev budt på hjemmebagt kringle og lagkage, serveret af venlige damer, hvorefter forstander Hehnel fortalte lidt om livet på Kollegiet, som optakt til, at de ældre var indbudt til at se hvordan eleverne boede og havde indrettet sig. Måske betragter nogen "Kollegiebørn" med skepsis, tror de er vanskelige, men et kollegie er ikke en opdragelsesanstalt, og vi har meget søde elever, der har normal skolegang, med eksamen for øje, og man træffer ikke vore elever om aftenen på gaden. Her har været 21 tilbud for fritidsbeskæftigelse, og her er samtidig et dejligt kammeratskab med bygge forenet med visse ordensregler. Klanfører står inde for, at disse regler bliver overholdt og har egen form for justits, ligesom de store lærer ansvaret overfor de yngste elever. Hash og øl er bortvisningsgrund, men det har heldigvis ikke været aktuelt. Eleverne har oprettet et elevråd og Kollegieråd, og gennem disse råd bliver eleverne medbestemmende på en række områder, valg af farver, møbler, kostplan osv. Forstanderen fremdrog en række eksempler på, hvordan alt afvikles så godt, at andre kollegier er kommet for at drage nytte af eksemplet. Hver elev er en lille menneskeskæbne, og vi vil gerne gøre det sådan for dem, at skolen også er et hjem. Hehnel sluttede med at takke de ældre fordi de ville komme. Det er livsbekræftende, at unge og gamle mødes samme sted. Tak til mange sider Formanden for Kontaktudvalget fru Emilie Andersen, takkede forstanderparret for gæstfriheden og overrakte en blomsterdekoration. Derefter blev kollegiet forevist og de ældre fik lejlighed til at hilse på eleverne og se hvor hyggeligt og personligt de havde indrettet sig på værelserne. "Peter Post" spillede op til en svingom og forstod at få størsteparten aktiviseret, således at der var fornøjelig stemning. Selv "Pippi Längstrump" blev lanceret, med fru Gyrithe Hansen, Tornved, som glad forsanger. Ind i mellem blev budt på frugt, skænket af frugtgrosserer Viggo Olsen, samt på øl, sodavand og rygelse. På de ældres vegne takkede ejendomshandler Jens P. Hansen, "Perlen" med en ekstra tak til forstander Hehnel. Det har været meget interessant at høre og se skolelivet. I vore dages skoler vil alle bestemme, men her ser vi, at en gerning kan lykkes, når der står en mand, en personlighed, bag foretagendet. Fru Emilie Andersen takkede til alle sider, og det meget vellykkede samvær sluttede med "Lykken er ikke gods eller guld".1 |